Tirsdag kogte internettet over. Onsdag ramte Streisand-effekten UEFA lige i røven.
“UEFA har lavet en gigantisk Barbra Streisand. Hvor er det fryd 🏳️🌈”
Det hele begyndte, da byrådet i München fik afslag på en anmodning om at oplyse et fodboldstadion i byen i regnbuens farver under EM-kampen mellem Ungarn og Tyskland. UEFA sagde nej til til gestussen, som skulle ses som en markering af “frihedsrettigheder i EU, da rettighederne for homoseksuelle aktuelt er under stort pres i Ungarn”, rapporterer TV 2. Hvorfor? Fordi det var et politisk statement, lød fodboldforbundets svar.
Og derfra gik bølgerne højt – også herhjemme.
Den danske landstræner, Kasper Hjulmand, stod uforstående over for beslutningen. Det gjorde DF’s Pia Kjærsgaard ikke: “Sikke noget pjat at lyse EM-stadion i regnbuefarver,” skrev hun på Twitter.
På få timer var UEFA havnet i en mediestorm – igen. Men denne gang kunne det se ud som om, at det er den såkaldte Streisand-effekt, der har ramt forbundet for fuld kraft.
Fænomenet dækker over, hvordan man utilsigtet kan ende med at tiltrække sig endnu mere opmærksomhed, netop fordi man forsøger at “gemme, fjerne eller censurere information”.
Udtrykket stammer fra en sag fra 2003, hvor Barbra Streisand gennem et søgsmål forsøgte at få fjernet et offentlig tilgængeligt luftfotografi på en hjemmeside, der skulle dokumentere kysterosion på den californiske kyst, fordi entertainerens ejendom også figurerede på billedet.
Før Streisands søgsmål var billedet blevet downloadet seks gange, men sagen førte hurtigt til, at hundredetusinder bestormede sitet for at få et glimt af superstjernens hjem.
UEFAs afslag har på lignende vis medført en storm, der er blevet så voldsom, at forbundet onsdag tilføjede regnbuen i sit logo og følte sig nødsaget til udsende en pressemeddelelse, hvor de understreger, at de “respekterer regnbuen”.
I mellemtiden blev tyskerne enige om at gøre det, som det sydtyske stadion ikke må. Således lyser stadioner onsdag op over hele Tyskland i regnbuens farver, og 10.000 regnbueflag bliver delt ud til publikum på Allianz Arena, hvor kampen mod Ungarn skal spilles, mens tyske virksomheder kipper med farverne i deres logoer og toppolitikere kritiserer UEFA og Orbán.
Eller som den tidligere danske fodbolddommer Kenn Hansen tweetede:
“UEFA har lavet en gigantisk Barbra Streisand. Hvor er det fryd 🏳️🌈”