Der findes mange virksomheder, der er sluppet fra en stifter, der gjorde i nælderne. Men er det mere problematisk, når virksomheden er bærer af stifterens navn og “ånd”?
Det er derfor en meget svær for ikke at sige umulig opgave at skille skidtet fra kanelen. For Simon havde ikke været Simon, hvis han ikke rummede begge dele. Med andre ord; vi har svært ved at hylde glimtet i øjet og folkeligheden, uden også at skænke grisen Simon en tanke.
DR’s dokumentar om Simon Spies afslører vel egentlig ikke rigtigt noget. Det skulle da lige være systematikken og pigernes meget unge alder. Selvfølgelig var Simon Spies en gammel gris. Det vidste vi jo allesammen godt.
Alligevel har dokumentaren rejst det store spørgsmål, om Spies koncernen skal skifte navn, her 38 år efter Simon Spies er død. Indtil videre har Spies fjernet referencerne til morgenbolledamerne i “om” sektionen på deres website. Men de anerkender dog stadig deres stifter:
“Når vi anerkender Simon Spies, så er det for at demokratisere ferieformen – at gøre det muligt for den almindelige dansker at rejse ud i verden enkelt, nemt og trygt. Spies Rejser er i dag en folkelig og moderne rejsearrangør, der hylder rejselivet med et glimt i øjet. Men på en måde, der hører sig til i 2022.”
Det handler ikke om at skifte navn
Og det bringer netop dilemmaet i spil. For det handler ikke om at skifte navn. Det handler om, hvorvidt Spies koncernen er klar til at droppe Spies-ånden - eller hele deres kultur og purpose.
Der er selvfølgelig den økonomiske kalkule: hvor mange vil undgå Spies som rejsearrangør, fordi stifteren var en gammel gris. Det er næppe mange, hverken nu og slet ikke på sigt. Ligesom al anden økonomi, så har vi en tendens til ikke at huske længere tilbage end 4-5 år.
Den beregning er hurtigt overstået, og nok også den kalkule man har foretaget hos Spies, ligesom det er den fremherskende holdning hos hovedparten af alle “eksperter”, der er blevet medie-spurgt i sagen. Spies kommer næppe til at opleve en større kunde boykot som følge af dokumentaren.
Det er svært at skille skidt fra kanel
Så er vi tilbage til the tricky part. Simon Spies var Spies rejser og han er blevet hyldet som et ikon på klassens frække dreng, der gik imod janteloven og blev succesfuld ved at være helt sin egen. Fra filmen Spies & Glistrup (blot 9 år gammel) og helt frem til Spies koncernen selv har valgt at fjerne passager i “om-sektionen”. Men Simon Spies står altså stadig beskrevet (med stolthed), og selv i koncernens svar til DR-dokumentaren nævnes igen “Spies-ånden”, der vel handler om at gøre tingene på sin egen måde, gøre det glade (rejse)liv tilgængeligt for alle. Eller i korte træk; Spies Rejs og Vær Glad. En ånd, der ikke kun er selve Spies-koncernens etos, men som også er blevet dyrket og fremelsket.
Men kan man adskille det visionære gladtossede hos Simon Spies fra “the dark side”: der jo ikke kun var hans systematiske misbrug af unge piger, druk og hor (for at sige det lige ud), men også libertineren, kasten om sig med pengene, festerne, tennisbanen på taget, venskabet med Glistrup etc? Og hvad enten vi bryder os om det eller ej, så er denne side også grunden til, at Simon var elsket og beundret - han gjorde ting som andre ikke gjorde, og han gjorde en dyd ud af det.
Det er derfor en meget svær, for ikke at sige umulig opgave, at skille skidtet fra kanelen. For Simon havde ikke været Simon, hvis han ikke rummede begge dele. Med andre ord; vi har svært ved at hylde glimtet i øjet og folkeligheden, uden også at skænke grisen Simon en tanke.
Hvad skal Spies koncernen gøre nu?
Som sagt, så vil Spies koncernen næppe lide det store økonomiske tab ved at lade stå til og ride stormen af. En tålmodig arbejden med kommunikation omkring historien og værdierne, kan sikkert på sigt også bringe en smule balance i “Spies-ånden”. Men de vil aldrig kunne slippe spøgelset helt uden et opgør. Spørgsmålet her, er så om vi trods alt holder så meget af Simon Spies, at vi en dag ser igennem fingre med DR-dokumentarens “afsløringer”. Om vi kommer til at kunne leve med at have Simons glimt i øjet, men med bukserne på?
Det kan sikkert fungere fint nok i forhold til brandet. Omend en måde, "der hører sig til i 2022", lugter lidt kedeligt. Men en anden - og mindst lige så vigtig - ting, er de ansatte i Spies-koncernen. Hvordan vil det påvirke virksomheden, kulturen og deres etos. Og kan de leve med at Simon Spies stadig er til stede i ånden?
Det radikale skridt ville være, at starte påny. Spies har jo sejret; rejsen er demokratiseret. Vi har alle været på charterrejsen og tiden, hvor det, at rejse var noget man sjældent gjorde er forbi. Til gengæld står rejsebranchen overfor nye udfordringer, som man med kyshånd kunne gribe; hvordan rejser vi mere bæredygtigt, hvordan bevarer vi det lokale liv på turistdestinationer, hvordan får vi tilfredsstillet vores sult efter det individuelle uden at slagte sparegrisen, hvordan ser det i det hele taget ud nu hvor billige fly lader til at være en saga blot, og hvad skal man egentlig med et rejsebureau, når alting kan klares online - skulle man opfinde en helt ny service?
Bevares, der er (heldigvis) ikke en Simon Spies som frontfigur i dag til at bære det igennem. Tingene er blevet lidt mere Corporate. Men en rebranding har sjældent skadet nogen, især ikke, hvis man har et ægte formål at hælde i det. Og netop nu er momentet der, for at Spies koncernen kan trække en streg i sandet og genopfinde sig selv.
Men det er altså ikke bare et nyt navn. Det er en ny identitet. Og det er for sent til næste år. Handlingen skal ske nu, hvis det skal have styrken og folkets opbakning.
Tilbage står så spørgsmålet, hvorfor det ikke skete for 10 år siden og hvorfor historien om morgenbolledamerne har stået som en hyldest til Simon Spies gennem alle årene.
Vi vidste det jo godt hele tiden, gjorde vi ikke?