Året 2022 bød på krig, inflation, energikrise, rentehop og faldende boligpriser. Men hey - sommeren var faktisk god og Corona blev dømt ikke-farlig. Og så er der selvfølgelig årets toppere og floppere i kommunikation. Dem skal vi ikke glemme.
Traditionen tro, så kigger Kudos tilbage på stort og småt i kommunikation. Og - næsten - helt upartisk giver vi vores helt egen bedømmelse af skidt og kanel, toppere og floppere eller dumt og genialt. Udvalget og prioriteringen er hverken fyldestgørende eller specielt gennemtænkt. Men dog har vi gjort den relativt kronologisk og - forhåbentlig - frem for alt underholdende.
Vi starter med;
Årets floppere
Historisk navne fuck-up
Her lægger vi hårdt ud med en pressemeddelelse fra ATP ejendomme, der kundgør at ORDNUNG rykker ind i Shell-huset og laver kontor-hotel. Og så er det, at vi liiiiige tænker tilbage i Shell-husets historie… pressemeddelelsen indleder selv om 50 års historie, men undlader elegant, at gå uden om husets ufrivillige hovedkvartershistorie for Gestapo. Den slags skal selvfølgelig ikke forhindre en driftig virksomhed i at indrette kontorhotel - men altså… ORDNUNG… skal I hedde det? Når I nu rykker ind i Shell-huset…? Selv om den vist gik relativt ubemærket hen, så smågriner vi stadig lidt af den.
Den enes død - den andens (fars)brød
2022 var også året, hvor sangeren Meatloaf gik bort. Og her valgte grill-producenten Weber så - omend ubevidst - at benytte en perfekt timing til at udsende ugens opskrift med titlen BBQ Meatloaf. Weber opdagede selv det uheldige sammenfald og udsendte både kondolencer og undskyldninger, men fik overskrifter over det meste af verden. Sådan kan det gå, hvis man ikke tjekker sine morgennyheder.
Tivoli - det er det, de unge vil ha
Og så var der slåskampe til en IceKiid-koncert i Tivoli, hvor det efterfølgende ikke virkede helt som om Tivoli havde deres kommunikations beredskab helt på plads. I hvert fald lød Kasper Schumacher mere som om han forholdt sig til en tabt candy-floss end til masse slagsmål, maste unge og angiveligt knivstikkeri på plænen. Døm selv her. Senere valgte Tivoli så at aflyse koncerten med Kesi, Kato og Ude Af Kontrol og indsætte Anne Linnet, Stine Bramsen og Freja Kirk i stedet - og så kom vi vist tilbage til Plænens sande domæne og en heeelt stille og rolig koncert. Og Tivoli - I skal lige finde ud af, om I vil være en familieforlystelsespark med plænekoncerter, eller om i skal være plænekoncerter med rutsjebane til…
Vestas varmluftkoncert
Vestas havde også gang i den store kommunikationsbasun. Det handlede om at gøre rockkoncerter grønne på vind-energi, hvilket Lukas Graham syntes var en vildt fed ide. Så derfor fik han ladet nogle kæmpestore batterier op med vindmøllestrøm i Jylland, der efterfølgende blev kørt rundt på lastbiler i det ganske land. Batterierne skulle angiveligt erstatte dieselgeneratorer til koncerterne. Langt de fleste medier hoppede med på spøgen - måske fordi de fik lov at tale med Lukas. Vi tænker, det virker lidt dumt at flytte batterier rundt med diesellastvogne for at erstatte dieselgeneratorer, ligesom vi også stiller spørgsmålstegn ved, om lyd- og lysshow til rockkoncerter er vores største energiproblem. Det var flot sat op af Vestas, men den lugter sgu af et lidt for smart PR-stunt. Vi giver den et flop, på trods af succesen med at få sagen i medierne.
2 X “vi vidste det jo godt”…
Vi er også lige nødt til at runde Spies koncernen og Herlufsholm. De falder begge i kategorien: “Vi vidste det jo godt, men…”. For vi vidste jo godt, at gamle Simon var en gris og at der foregik noget pilråddent på Helufshoim. Der var således ikke de store nyheder i TV-dokumentarerne, der så alligevel fik hele Danmark - og kongehuset op på den store klinge. Måske fordi tiden er mere til forargelse end selvindsigt. Og således kan hverken Spies-koncernen eller Herlufsholm løbe fra deres raison d’être som henholdsvis Spies, rejs og vær glad og den engelske overklasse kostskole kultur, hvor man dannes til enten at være “inde” eller “ude. Humlen er jo, at begge institutioner jo skulle have reageret og gjort op for længst - det havde været elegant. I stedet blev det en sædvanlig - pyha, det tager vi da afstand fra. Og moralen er - trist nok - at begge over videre uden de helt store ar på sjælen. Vi er allerede videre…
Mælk for fremtiden
Vi slutter runden af floppere med årets mest mærkelige reklame. Der var vist en EU-pulje, der skulle brændes af, koste hvad det ville. Der er så mange ting, der slet ikke stemmer her, så vi lader den bare stå til (be)undring.
Årets toppere
Kunst eller klaphat…?
Jens Haaning blev hyret til at lave et kunstværk om “gennemsnitlige årsindkomsten i EU” til en udstilling om fremtidens arbejdsliv. Han kvitterede ved at sende en tom ramme og løbe med en halv million. Musset udstillede værket og sagsøgte Jens for at løbe fra bestillingen. Om musset har floppet eller om Jens er kunstner eller klaphat lader vi være op til læseren. Men der er så meget metasymbolik i selve handlingen at det jo er kunst i sig selv.
BMW’s executive driving
Det er godt set, at tale ledelse, viden og forretning i en BMW som videopodcast. Og det er endda relativt interessante gæster og emner, der tages op af Thorup, mens bimmeren summer derudaf. For BMW er jo en direktør vogn - i hvert fald, når den er ny. Så vi rykker den ind her, selv om det måske er lidt snyd, da første udsendelse faktisk var for tre år siden, men vi har altså først opdaget den i år - og måske derfor også lidt snyd, at sætte det som en topper. For efter visningstallene at dømme, så er det altså ikke en Blockbuster BMW har gang i. Men det er jo det vidunderlige ved at skrive sin egen liste, for her er det ikke nødvendigvis succes hos masserne, der er et kriterie. Og derfor skal de også have et ekstra kip med hatten for stædigt, at fortsætte på tredje år.
Nettohund og Irmapige
Selvironi og humor er altid stærke værktøjer og således blev vi vidne til gensidigt drilleri fra de to supermarkedskoncerner. Netto stak først og Irma lavede en touche. Begge dele har garanteret affødt grin i de respektive marketing afdelinger - og vi fik smilet med. Godt tænkt af begge.
Coop 365discount stempler ind i valgkampen
Vi siger det lige igen: man skal være varsom med at være politisk, når man er virksomhed. Men når man har en tagline, der hedder “det rigtige sted at spare” og øjner muligheden for at køre kampagne på frisk frugt og grønt under valgkampen, så er det eminent set. Desværre er kampagne siden taget ned, men du kan se pressemeddelelsen her. Det er faktisk bare synd, at Coop ikke turde gå linen helt ud og engagere flere meningsdannere, lave happenings eller andet rav i gaden. Godt tænkt, ikke helt så prangende udført.
Sådan barberer man den ged
Hvad gør man, hvis man som restauration får en rigtig dårlig anmeldelse? Det viste Seaside Toldboden. Hvis vi taler krisekommunikation lærebogen, så kan det simpelthen ikke gøres bedre end det her. Vi håber, at rigtig mange har accepteret undskyldningen og at restauranten har levet op til sine løfter.
Gulddreng er en… gulddreng
2022 har da virkelig været Malte Eberts år. Ikke alene formåede han at vende en potentielt tåkrummende affære til dronningens 50 års jubilæum til noget så sjældent som en respektfuld smuk fniser. Det er kun ham, der kan det. Han gav også revival til Gulddreng med en uofficiel VM-sang med et selv-iscenesat pressemøde og som om det ikke var nok, leverede han titelnummeret til DR’s bedste julekalender i lang tid. Malte - det er nogle store opgaver og svære brands du står med, men du forvalter dem til fulde.
4 X hurtige på SoMe
Pantone: Det er tricky at være virksomhed og skulle ytre sig politisk. Det skal jo både være effektfuld, troværdigt og i de fleste tilfælde, helst ikke have alt for store konsekvenser. Den her er simpel, smuk og så on-brand man overhovedet kan komme.
En fræk kop: Vi har aldrig hørt om EU Gift Store, og kommer sikkert aldrig til at høre om dem igen. Men den lille frække kop, der ligner en fejl, der blev bevidst er bare…. så røvballe at det bliver genialt. 570 likes og over 1.500 kommentarer kan altså også noget. Ikke mindst, hvis man bare vil sælge en kop.
Roccamore: Sanna fra Finland må ikke poste fest-billeder. Og ja det var dumt. Og hun blev nok ikke shamet fordi hun var kvinde. Men altså… det var alligevel godt kommet igen fra Roccamore.
Politiet - igen igen: Yes, Politiets SoMe tjeneste slår til igen med årets bedste juleopslag. Vi kipper med kasketten og sender en virtuel citron-måne.